Racehall Special Edition HandiKart by Dino
Racehall Special Edition HandiKart by Dino
Producent: Dinokart
Model: HandiKart 2020
Topfart: 80 KM/T
Ydelse: 200 CC
Særligt: Special-udviklet ratbetjent gokart hvor speeder og bremse sidder på rattet.
Krav til fører: 150cm
Information: Hos Racehall tilbyder vi også en handicap-venlig gokart, som tillader føreren at styre gokarten udelukkende ved brug af hænderne.
Gokart-modellen er udviklet i tæt samarbejde med den danske producent Dino og det tidligere danske Formel 1-håb Jason Watt, og den yder og performer som vores andre gokarts, men speeder og bremser styres ved hjælp af to håndtag bag på rattet.
Dette giver en unik mulighed for, at folk der, af den ene eller den anden årsag, ikke kan/må bruge benene, stadig kan komme ud bag rattet på verdens største indendørs gokartbane, og mærke adrenalinen suse rundt i kroppen sving efter sving.
HandiKarten har som alle vores karts sportsudstødning med indbygget katalysator, og kører på den miljøvenlige benzin fra Aspen, så du kan give fuld gas med god samvittighed (Læs evt. om vores lave Co2-aftryk under fanen ”Om Racehall” på forsiden)
Sædet kan selvfølgelig justeres frem og tilbage, så du kan finde din optimale plads bag rattet.
Sædet er desuden udvidet med nakkestøtte, og du spændes sikkert fast med vores skræddersyede 4 punkts H-sele. Karten er også monteret med hydraulisk bremsesystem med trykudligner og tilføjet De Haart regulerbar anti-gas system, så sikkerheden altid er i top.
Og lige som i vores andre voksenkarts, så har vi naturligvis også sørget for et vægtudligningssystem i denne, så I kan konkurrere på lige fod ude på banen – Vi kan veje hver enkelt kart op med op til 30 kilo.
Alle karts serviceres og testkøres én gang om måneden, hvilket sikrer, at det er køreren, og ikke karten, der er afgørende for omgangstiderne, og dermed sikrer, at det er den rigtige vinder, der har guldet om halsen efterfølgende (Det er dog som regel kun vinderen, der synes det 😉).
Og vi har selvfølgelig også en fuldtidsmekaniker og et fuldt operationelt værksted tilknyttet on-site, så vi kan leve op til de høje krav, vi stiller til os selv og til den oplevelse, som vi leverer til vores mange tilfredse kunder.